Okay, var du lige ved at få den sidste klejne galt i halsen...? Så lad mig skynde mig at slå fast, at jeg ikke sidder og ruger på en børs-sensation af usete dimensioner. En fusion mellem Facebook, Google og Amazon er nok ikke lige rundt om hjørnet. Denne post er bare en række refleksioner over bogen "The Circle" af Dave Eggers, som jeg læste i efteråret. Bogen der er en blanding af satire og thriller, beskriver en dystopi i en nær fremtid, hvor én stor social media-, social searching-, social shopping- , social transparency, social whatever-koncern stille og roligt overtager kontrollen med vores liv. Ikke på den onde "Spectre" måde, det får bare lov at ske. Fordi vi lader det ske. I endnu højere grad en det er tilfældet i dag, kunne man måske tilføje. Hvilket er det, der gør historien interessant og vedkommende.

Bogen fortæller historien om pigen Mae Holland, der får ansættelse i koncernen The Circle.  Virksomheden er stiftet af den bebrillede, excentriske IT-troldmand Ty Gospodinov (any bells ringing...?) som oprindeligt udviklede Unified Operating System som gør det muligt og - relativt - enkelt at samle alle de online services, der hidtil har været adskilt; social media profiler, søgemaskiner, betalingssystemer, passwords, email-accounts etc. etc. Som Ty siger: "man har heller ikke 80 forskellige biler i garagen, bare fordi man kører forskellige steder hen". Siden skaber Ty TruYou, en unik ID-service, der betyder sikker, utvetydig single sign-on til alt muligt (igen, er der nogle klokker, der ringer...). I kraft af at kunne styre adgangen til vilkårlige services, vokser The Circle og overtager alle de populære services. Facebook, Google, Twitter og - you name it - er history og erstattet af Circle services.

Mae ankommer til The Circle's campus, stedet som er enhver ung, dedikeret udviklers våde drøm. Hverdagen er en combo af fest og hårdt arbejde; man knokler, fester og er hele tiden på forkant med udviklingen. Mae oplever konstant hvordan nye sociale apps og services udspringer fra campus og - påfaldende hurtigt, hvis man selv har lidt erfaring med lancering af nye IT-services - erobrer verden. Hun starter som kundeservicemedarbejder, hvor hun konstant rates af de kunder, hun prøver at hjælpe og selvfølgelig eksponeres hun på koncernens interne sociale net Zing (ring, ring...), da hun efter første uge har den højeste rating. Naturligvis er der masser af likes på hendes sociale væg.

Mae stiger hurtigt i graderne qua sin dedikation og sit talent for at begå sig på de sociale medier. Hun bliver snart en slags ambassadør for the Circle og samtidig begynder man at fornemme at der er den del ridser og furer i The Circles forkromede overflade. Nogle ret banale, andre med skræmmende perspektiver. I en af de mere muntre scener i bogen, får Mae en kraftig reprimande fra sin chef fordi hun gentagne gange har mobbet en kollega. Dvs. en kollega, hun aldrig har mødt og dårligt nok kender eksistensen af. Det viser sig, at kollegaen har inviteret alle kolleger med interesse for Portugal til portugisisk brunch. Mae har på et tidspunkt liked en posting der - blandt andet - handlede om Portugal. Således havende udvist interesse for Portugal støder hun sin kollega ved at overset adskillige invitationer. Problemets kerne er, at The Circle forventer, at medarbejderne deltager meget aktivt på de sociale medier - og som vi alle ved; et like er så dejligt nemt, når man har travlt... Men når Zing så begynder at lave brugerprofiler ud fra data mining af brugernes aktiviteter og likes bliver det ikke nødvendigvis et helt korrekt billede, der tegnes.

Det viser sig også, snart at de ansatte i The Circle kæmper en konstant kamp i konkurrencen om flest followers og mest læste updates. Man sidder med en fornemmelse af, at graden af opmærksomhed ind i mellem er vigtigere det budskab, der får opmærksomhed. Men helt ærligt, det er jo faktisk ikke fiktion. Jeg må tilstå, at jeg ind i mellem tager mig selv i at være urimeligt begejstret over den opmærksomhed en eller anden relativt uvæsentlig opdatering har fået. Og jeg synes, at man kan være bekymret over, om opmærksomhedsøkonomien ikke favoriserer de nemme budskaber. Dansk politik ser allerede ud til at være plaget af denne tendens, synes jeg.

I bogen følger vi videre hvordan Mae - og personer omkring hende - måske måske-ikke bliver til honningbier i the social web's store bistade. Ikke alle er lige begejstrede, for selvfølgelig er der en bagside af medaljen. Men kritikken drukner. The Circle udvikler på et tidspunkt et miniature, wireless webcam, som introduceres under mottoet "All that happens must be known"; når alt kan ses, vil det styrke demokratiet, som de siger. Siden kommer tjenesten Childtrack, som sporer børn via GPS med det formål at forhindre at børn udsættes for misbrug. The Circle får undervejs også overtalt politikere til at bære tændte web-cams 24x7. Ultimativ transparens i den gode sags tjeneste uden tanke på, hvad der ofres undervejs på bålet.  Jeg skal ikke afsløre mere her, blot konstatere, at jeg er glad for at der trods alt bare er tale om fiktion.

Historien er lidt lang og ikke helt stramt nok opbygget efter min smag. Alligevel vil jeg varmt anbefale bogen (som forresten kan købes på Amazon...;-) - dels fordi den trods alt er ganske underholdende, dels fordi historien om den betingelsesløse hengivelse til et allestedsværende socialt internet, der fordrer total transparens, er ganske tankevækkende - ganske skræmmende.

Og misforstå mig ikke. Jeg synes, at det er fantastisk, at politiet med Twitter har succes med en slags crowd-detectives. Jeg liker jævnligt mine venners opdateringer. Jeg synes, at det er fint at man kan finde sin udkårne på nettet. Jeg vælger hotel efter Tripadvisors anbefalinger. Jeg er lidt forbeholden overfor de mange af mine venner, der partout skal eksponere deres nytårsforsæt ved af flashe deres registrerede løberuter på Facebook, men okay. Men jeg synes også at det er fint at få fremmanet dystopier a la The Circle, så vi for lejlighed til at reflektere over den bølge vi rider på. Således at vores fremtidige liv som bier på konstant på udkig efter nektar i form af sociale bits og bytes i det mindste - og i modsætning til bogen - bliver et bevidst valg.

God fornøjelse!

PS: For the record - The Circle har fået eftertrykkelige tærsk af etablerede social media evangelister, som f.eks. her. Kritikken er måske ikke helt uberettiget om end den i flere steder ser ud til at glemme, at god satire rummer karikaturer af virkeligheden. Dårlig satire bliver ofte overset og undgår tærsk fra folk med ømme tæer. I sidste ende er der nok elementer af sandhed i både The Circle og i kritikken. Døm selv.

Add a comment

”Det er vigtigt, at de har hånden på kogepladen…”

Hvor er jeg ved at brække mig over det udtryk. Det dækker den idé, at iværksættere for at rejse kapital og blive succesfulde skal afsværge funktionærens tryghed, for en tid droppe enhver tanke om en bæredygtig løn og generelt sætte alt på ét bræt.

Udtrykket er desværre blevet et mantra for en stor del af det Danmark, der har til opgave at definere og forvalte rammerne for den beklageligt – og for nogle uforståeligt – lille del af danskerne, der de seneste år er sprunget ud som iværksættere.

En aktuel undersøgelse viser, at over halvdelen af vores studerende på de videregående uddannelser fristes af livet som iværksætter. Men desværre bliver det for mange af dem ved tanken, under 10% af dem starter virksomhed indenfor 10 år efter afsluttet uddannelse og tendensen peger nedad. Faktisk er Spanien det eneste OECD land, som udvikler sig mere negativt. Hvilket desværre er ganske forståeligt – idet vi herhjemme spænder ben for iværksætteriet.

Hvorfor er det lige, at vi på den ene side råber efter flere iværksættere og på den anden side tynger dem, der tager springet med tungt bureaukrati og mistænkeliggørelse? ”Brænder de nu nok for opgaven?”, ”forstår de nu, at iværksætteri er hårdt arbejde?” og ”lad os for en sikkerheds skyld skrue op for kogepladen”.

Jeg tror ikke, at jeg har været til et møde om finansiering af iværksætteri uden, at en velpolstret funktionær har bragt kogepladen på banen. Men der er mig bekendt ingen dokumentation for, at iværksættere yder bedst med permanent forbrændte fingre.

Iværksætterstrategien i Danmark virker udtænkt af levebrødspolitikere, der – måske bortset fra tidlig karriere som avisbud – ikke har været i nærheden af et liberalt erhverv. For at føje spot til skade, bliver strategien herefter administreret af repræsentanter for funktionær-Danmark, som ikke ti vilde heste ville kunne trække i nærheden af et komfur. De har tilsyneladende alle læst managementbøger om lean startups i Californien – og hørt om studerende fra Stanford, der med en fiks idé, et år spærret inde på et kollegieværelse med en diet af havregrød sprang ud som milliardærer. Resultatet er, som når blinde slås: stor energi, lille effekt – få iværksættere.

Danmark er ikke Californien, og vi skaber ikke en iværksætterkultur ved at satse ensidigt på at finde den næste Mark Zuckerberg blandt vores studerende. Skal Danmark udvikle sig til en iværksætter-nation, er vi nødt til at skabe rammer, der tiltrækker anstændige iværksættere, som står et sted i livet, hvor det ikke er muligt at satse hele butikken, og hvor havregrød i atten måneder ikke er en option.

Iværksætteren skal selv sætte noget på spil, lyder argumentet. Måske. Selvfølgelig er der iværksættere, der ikke lykkes. Men hvorfor tror vi, at sandsynligheden for succes øges af, at iværksætterens husholdningsøkonomi lægges i ruiner? Økonomi og anerkendelse er for mig at se afgørende for at tage springet ud af funktionærens bløde dyne.

Afliv nu denne institutionaliserede mistro til iværksætteren. Skab lettere adgang til kapital og forvent i stedet ansvarlighed og anstændighed af iværksætteren.

Og drop den kogeplade!

(Denne post er oprindeligt publiceret 12.1.2014 som et debatindlæg i Jyllands-Posten )

Add a comment

- IoT hvorfor og hvordan - del 1

Skal du bruge tid på tingenes internet? Ja, det skal du! Ifølge blandt andre CISCO er der mange gode grunde til at beskæftige sig med tingenes internet – op i mod 100.000 milliarder stk., hvilket svarer til den globale omsætning målt i kroner, som i 2020 ifølge CISCO vil kunne relateres til effekterne af internet-of-things. De færreste vil vel sige nej tak til bare en lille bid af dén kage.

Og mens vi er ved de pænt store tal, forudsiger de samme orakler, at internettet i 2020 vil være domineret af 50 milliarder ”ting”, som er forbundet til internettet og dermed i princippet til hinanden. Med lidt hurtig hovedregning betyder det, at hver ting på tingenes internet - i gennemsnit - vil skabe en årlig omsætning for 2000 kr. To tusinde kroner. Okay, CISCOs omsætningstal er blandt de mest optimistiske, så lad os skære med en faktor 10. Omsætning for 200 for hver eneste ting på nettet er nu stadig ganske mange penge og vi må håbe, at der kommer tilsvarende meget værdi ud af denne teknologiske opvisning.

Jamen, hvad skal det til for, er der givetvis nogle, der vil spørge. Hvor skal værdien komme fra, vil de måske tilføje. Med en ikke ubetydelig grad af rimelighed. Vi vil derfor i denne og en kommende post forsøge at dykke lidt ned i det sidste spørgsmål.

Helt fundamentalt er udgangspunktet for tingenes internet, at de ting vi omgiver os repræsenterer en værdi for os. Det koster os noget at anskaffe dem og til gengæld tilfører de os værdi i hverdagen. Min radiator i stuen er en pæn investering, men til gengæld sørger den for, at der altid er behageligt i stuen. Dette vil i hvert fald være tilfældet, hvis radiatoren er udstyret med en termostat. Det bliver radiatoren lidt dyrere af, men den ekstra værdi ligger i dels en fast temperatur i stuen, dels en besparelse på varmeregningen. Termostaten kunne gøres mere intelligent, som f.eks. termostaten Nest , der registrerer beboernes behov for regulering af temperaturen og med tiden lærer selv at justere temperaturen ud fra beboernes adfærdsmønster – med endnu mere bekvemmelighed og besparelser på varmeregningen til følge. Man kan selvfølgelig bygge al denne intelligens ind i den enkelte termostat – give den regnekraft, hukommelse o.s.v. Men det vil være dyrt. Nok så dyrt, at ingen ville købe termostaten.

Her kommer tingenes internet ind i billedet. Det er nemlig meget billigere at give termostaten netadgang og lade den aflevere sine data til videre analyse oppe ”i skyen”. For producenten ligger værdien i i et give et produkt netforbindelse yderligere i, at det bliver muligt at opsamle og gemme informationer om både produktionsforhold og anvendelse, som har betydning for bl.a. mere effektiv produktudvikling, kundeservice og evt. reklamation. Ved at udnytte "skyens" kapacitet får man billig netværksbaseret intelligens ind i den enkelte ting.

Værdien i enkeltvist opkoblede ting på nettet er med andre ord et spørgsmål om adgang til billig regnekraft og hukommelse, der skaber fundamentet for, at tingen fungerer bedre og billigere. Dette er det helt simple rationale for tingenes internet. Vil hver enkelt termostat i huset så repræsentere en værdi på 200 kr.? I form af en blanding af øget komfort og besparelser. Tjaeh, det er nok ikke helt ved siden af.

Så vidt så godt, tilbage til vores termostat. Hov, tænker jeg måske så, når termostaten er begyndt at lære min adfærd, så forudsigelig er jeg vel heller ikke. Ind i mellem afviger jeg fra min normale adfærd – og så bliver termostaten forvirret. I virkeligheden kunne jeg nok ind i mellem også selv blive forvirret, men for at undgå at blive det har jeg jo faktisk en Google-kalender. Måske skulle jeg give termostaten adgang til min kalender, og nu jeg er i gang også adgang til min vejrstation ude på terrassen (er der noget, der er mere uforudsigeligt end mig, er det helt sikkert vejret), så termostaten nu kan forberede sig på mine ferier og på markante vejrskift.

Nu begynder tingenes internet for alvor at tage form ved at ting får mulighed for at snakke sammen. Værdien i eksemplet er nok indlysende; med forbindelse til kalender og vejrstation, kan termostaten levere endnu mere hensigtsmæssig styring af temperaturen i stuen med yderligere besparelsen på varmeregningen – uden min indblanding. Til gengæld begynder udfordringerne nu at dukke op, for hvordan sikrer man, at en ting fra en producent kan snakke sammen med en ting fra anden producent? Dialogen er jo en forudsætning for deres samarbejde, så hvordan sikrer vi, at de forstår hinanden, at de har samme sprog og kultur? (Jo, der står kultur). Det skal jo være nemt – og sikkert - at uddelegere opgaver, som kan løses i fællesskab af de nu intelligente ting, vi råder over.

Denne dimension af tingenes internet er ikke triviel – så lad os gemme den til næste post. Afslutningsvis vil jeg i stedet blot linke til denne interessante blogpost af Alexis Lloyd fra The New York Times Research & Development Lab, som indeholder nogle interessante overvejelser om, hvordan vi skal forholde os til de ting, som vi forbinder til tingenes internet. Med en kunstnerisk tilgang kan vi betragte hver enkelt ting som en portal, som et subjekt eller som et orakel – og vi kan jo lige så godt vænne os til en passende omgang med flertallet på nettet.

(Denne blogpost er oprindeligt publiceret på Unvirtual's blogsektion)

Add a comment

 

Henover sommeren har vi i regi af Unvirtual afviklet en række workshops om Tingenes Internet. Først har vi gennemgået definitioner og state-of-the-art hvad angår teknologi og applikationer på området. Vi er startet tilbage ved Kevin Ashton’s definition fra 1999 (ja, faktisk er vi startet vi ved Stanley Kubrick i 1968, men det er en helt anden historie), vi har snakket om Raspberrry Pi og Ninja Blocks, forsøgt undervejs ikke at blive overdrevent filosofiske, når snakken er faldet på det potentiale for subjektive realiteter (2:40 inde i videoen), som bliver muliggjort af 50 milliarder sensorer og aktuatorer. Til sidst har vi arbejdet med udvikling af forretningsmodeller – der kan være tale om modeller for helt nye produkter og services – eller gennemgribende ændringer af modeller for eksisterende produkter og services.

De første faser af workshoppen er underholdende både os der er lidt nørdede og dem der har mere indsigt i forretningerne smiler skævt af tallene – både de store - som f.eks. en forventet global omsætning på 14.000 milliarder dollars - og de små størrelser - f.eks. i lab-on-a-chip teknologien og nikker anerkendende til de potentialer vi aner.

Men det er faktisk først, når vi når frem til at snakke om forretningsmodeller, at det for alvor bliver sjovt! Når teknologisk indsigt og den detaljerede forståelsen af udfordringen i hverdagens forretning mødes begynder det at slå gnister. "Hold k..., kan man virkelig det?" og "Nåeh, er det det, der er problemet?" Pointen er, at meningsfuld udbredelse af tingenes internet forudsætter tværfaglige kompetencer. Der er både brug for forståelse af teknologien og for detaljeret indsigt i de produktionsforhold der gælder for det produkt eller den service, man kigger på. Ændringen af forretningsplanen kommer typisk til udtryk på følgende områder:

  • Ny, netværksbaseret value proposition
    Denne ændring er nok den mest almindelige - sensorer og connectivity tilfører produktet ny features af værdi for kunde. Tag en virksomhed som laver trækasser til opbevaring, kunderne er glade for kasserne, men de tåler ikke fugt, så kunderne vil faktisk gerne betale for fugtfri opbevaring. Med en online fugtsensor i kassen, kan producenten levere det kunderne vil have.
  • Ny kunderelation
    I forlængelse af ovenstående følger muligheden for nye kunderelationer. I stedet for enkelt salg, kan man etablere salg af abonnement knyttet til produktet.
  • Reduktion af forbrug af omkostningstunge resourcer
    Omkostningsressourcer kan være både mennesker og maskiner. Tit kan tingenes internet påvirke disse poster. Pay-per-use modeller kan i nogle tilfælde reducere udgifter til maskiner. Sensorer, der rettidigt kan fejlmelde maskiner og produkter
  • Mere effektiv udnyttelse af materialer og værktøj
    Sporing og sporbarhed er blandt de IoT-applikationer som hurtigst har fået udbredelse. De giver mulighed for mindre materialespild i produktionen og færre flaskehalse i form af manglende udstyr
  • Nye modeller for kundeservice
    Med sensorer og connectivity kan produkters helbredstilstand løbende overvåges, og det bliver muligt at levere proaktiv kundeservice. Alternativt kan kunderne bruge online communities til at sammenligne performance med andre kunder og på den måde gennem en form for selvhjælp indstille deres produkt til mere optimal brug.

Andre modeller kan også komme på tale, men i alle tilfælde sidder deltagerne tilbage med en oplevelse af "Wauw, det her har markant betydning på bundlinien". Og samtidig er det også tydeligt, at der ikke er tale om letbenede fremtidsscenarier - teknologien gør det muligt her og nu.

Måske sidder der nu en eller anden derude og siger, "Okay men har medaljen ikke en bagside?" Jo bestemt. Sikkerhed. Besøg søgemaskinen Shodan, som er specialiseret i at finde devices snarere end information ude på internettet. Selv middelmådige hackere kan via den spotte endeløse mængder af udstyr på nettet med alvorlige sikkerhedsbrister. I 2012 lykkedes det for en anonym hacker at overtage kontrollen med over 400.000 devices på internettet. Hvis din forretning bliver afhængig af at dine produkter er forbundne til nettet, bør du give sikkerhed prioritet. Men mere om det en anden gang. Prøv i første omgang at se, hvad du får ud af at ryste din forretningsmodel under hensyntagen til de muligheder tingenes internet giver dig. Du vil sikkert blive overrasket.

God fornøjelse!

(Ovenstående tekst er oprindeligt offentliggjort på Unvirtual webblog:

Add a comment
Page 1 of 2